Der er nok at tage fat på!

Af Vibeke Boolsen

Til lykke med at forsøge at sparke liv i debat om socialpolitik – herunder velfærden, der er forsvundet.

I løbet af min tid på jord i Danmark – jeg er 67 år – har jeg set, hvordan velfærdssystemet er blevet gradvist udhulet, så kun en skal står tilbage. Noget skade har stået på i sådan ca. 50 år, mens andet er af nyere dato. Men lige slemt er det for de, som skal lægge liv til.
Det forebyggende socialpolitiske arbejde er stort set væk fra radaren, fordi det kræver specialister at forvalte det, og dem skal vi ikke have noget af: one size fits all. København kommunes nedlæggelse af spædbørnshjemmet i Skovshoved er kun en af mange specialinstitutioner af socialpolitisk art, der er nedlagt uden at det almene socialpolitiske område har fået tilført den nødvendige ekspertise til at kunne overtage det.
Det er nu blevet mere umuligt at få tildelt førtidspension, og komplet umuligt for folk under 40 – også selvom de er uden udsigt til at komme ind på arbejdsmarkedet i en overskuelig fremtid. Jeg har haft min gang på psykiatriske afdelinger, og her har jeg truffet unge psykisk syge, som man ikke engang kan tildele en førtidspension, så de kan komme til kræfter uden at skulle have økonomiske bekymringer oveni deres sygdomsforløb. Uanstændigt!
Og sangen om at vores overførselsindkomster er så høje, at man kan leve af dem anstændigt er helt ude i hampen: en af de højeste er arbejdsløshedsunderstøttelsen, som dels er blevet tidsmæssigt beskåret, og dels er udhulet, så de “90 %”, som i tidernes morgen blev beregnet på grundlag af en metalarbejders løn (højeste LO-løn) nu beregnes ud fra den laveste LO-overenskomstløn: HK-kommunal, laveste løntrin. Læg dertil, at i løbet af det lidt over et kvart århundrede, hvor jeg var på den, så jeg købekraften af den beskåret med sådan ca. halvdelen – og det var ikke lukrativt at være på understøttelse, da jeg startede i 1984.
Men da mindstelønnen i samme tidsrum har været under pres – hvor ville “servicesektoren” være henne uden uddannelsessøgende, der skal have job ved siden af deres uddannelses-SU for at klare skærene?   – skal det jo sparke nedad, og det gør det , under den sang, der stod skrevet over Auschwitz: Arbeit macht frei – og kun beskæftigelse alene giver ro på bagsmækken. bagsmækken.
Nu er jeg folkepensionist, og derfor har jeg en disponibel indtægt, der med lidt god vilje ligger og balancerer lige omkring den fattigdomsgrænse, som regeringen ikke anerkender, men som Danmarks Statistik stadig beregner: sådan ca. 10.000 om måneden. Og jeg er jo ikke den eneste.
I den alder er der stigende udgifter, bl. a. til medicin og tandlæge. Hvorfor kan man ikke indføre, at dersom man er berettiget til at få pensionstillæg, så kan man få gratis tandlæge til nødvendigt tandarbejde? Men nej – og det til trods for, som min tandlæge siger det, at jeg tilhører en generation, hvor vi har plomber, der nu giver op efter 60 års tro tjeneste, og tænder, der smuldrer og skal skiftes ud med implantater, hvad er en dyr fornøjelse. Indfør dog gratis tandlæge til folk, der er på overførselsindkomst, eller, som nævnt, for folkepensionister, der får pensionstillæg – det er til at administrere, og lader de velhavende pensionister betale den fulde regning selv.
I diskussionerne om førtidspension dukker det ofte op at der jo ikke er noget særligt i vejen med dem, de går bare der og danderer den på de offentlige kassers regning. Men hvor er køen til at miste 80 % af arbejdsevnen? Og hvad med dem, der har 79 % og ned til 5 % tilbage? Hvad skal de leve af, når de ikke er til at anbringe på et arbejdsmarked, der er lukket land for dem? Desværre, min mormor har haft for meget at skulle have sagt i den retning, for hun holdt på, at “der altid er arbejde til dem, der vil arbejde” – og hun vidste, hvad hun talte om, for hun havde både været i huset hos sin moster og onkel og hjulpet sin far i butikken, indtil hun blev gift og forsørget (hun ar født i 1901 og blev gift i 1924 – og derfor var hun jo fuld af indsigt i det akademiske arbejdsmarked fra midt-’80erne og frem).
Den uanstændighed, der knytter sig til socialpolitikken i dag, og som har været til stede sådan ca. fra Thatchers og OECDs indtog, må imødegås med oplysning om, hvordan forholdene er. Hvad med førtidspensionisternes overgang til folkepension? De bliver vel ikke mindre syge af at blive ældre, og deres lidelser er de samme, og det er udgifterne til dem også, men indtægten går nedad.
Der er nok at tage fat på – god vind.
Med venlig hilsen,
Vibeke Boolsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *