Spørgsmål til debatten

På debatmødet 25. april rejste Knud Vilby 3 skarpe spørgsmål til politikerne og den politiske debat. Spørgsmålene har et opfang, der gør dem egnede til at stille på vælgermøder rundt om i landet:

  1. Der er kraftig vækst i antallet af fattige i Danmark. Uligheden vokser hurtigt, og reducerede ydelser til de dårligst stillede medfører at fattigdom er blevet værre. Tidligere reducerede Folketinget ulighed og fattigdom via skatter og overførselsindkomster. Nu har Folketinget øget ulighed og fattigdom ved at sænke skatter og afgifter for de rige, og reducere ydelser til de fattige. Hvilke politiske beslutninger skal der tages for at ændre på denne udvikling?
  2. Et samfund må vurderes ud fra hvordan det behandler sine svage borgere. Samfundsudviklingen fører til at mange føler sig usikre på sig selv og deres fremtid og til en vækst i sociale og psykiske problemer, der nogle gange leder til egentlige traumer, marginalisering eller stigmatisering af mennesker. Nogle gange forværres deres situation af den offentlige indsats bl.a. med udsigtsløs aktivering. Det nye dogme er, at ”det er deres egen skyld, ikke samfundets”. Hvad er samfundets ansvar?
  3. Indsatserne til hjælp for borgerne svækkes. Skatter og afgifter er reduceret med mere end 20 milliarder kroner årligt. Det er – også på grund af budgetloven – blevet sværere/umuligt for mange kommuner at prioritere sociale indsatser. Den individuelle sagsbehandling for socialt udsatte svækkes, og mange store grupper rammes. Dårligere muligheder for handikappede, mindre hjælp til svage ældre, ringere normeringer i daginstitutioner. Hvorfor har et meget rigt samfund ikke råd til at tage sig ordentligt af de sociale udfordringer?

.

Med hjælp fra ordstyrer / moderator Lars Trier Mogensen, gav et panel bestående af: Finn Sørensen MF for Enhedslisten, Niels Christian Barkholt kandidat til folketinget for SF og formand for LOKK, Lena Skovgaard medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforeningen og Anni Sørensen formand for Landsforeningen LEV, deres bud på svar på de vigtige spørgsmål.

Svarene fra paneldeltagerne blev nuancerede og udfoldet ud fra deltagernes forskellige perspektiver. Hele panelet kunne imidlertid konkludere, at der er behov for at udvikle en visionær og sammenhængende socialpolitik, der har til formål at hjælpe dem i velfærdsstaten, der har behov for materiel og immateriel hjælp, og til at højne livskvaliteten for dem, der har brug for det.

Tak til Preben Etwil for at stille fotos til rådighed.